Gå til hovedindholdet
MENU
Aula_close Layer 1

Hvem er vi?

Enghusene er en daginstitution for børn i alderen 0-6 år. Vi har to huse på to matrikler tæt på hinanden.

I det ene hus holder vores vuggestue til med fire vuggestuegrupper: Sommerfuglene, Brumbasserne, Musene og Kaninerne. Her har vi plads til 48 vuggestuebørn. I det andet huserer børnehaven med plads til 66 børnehavebørn. Vi er to aldersintegrerede børnegrupper: Fuglereden og Pindsvinene og én gruppe for de kommende skolebørn: Rævene.

Inde og ude

Vi har god plads både indenfor i vores lyse rum og udenfor på vores to skønne legepladser. Oveni ligger vi i et dejligt grønt område tæt på Damhusengen og Damhussøen, som vi ofte besøger på ture ud af huset. 

Vuggestuen ligger i stueetagen. Her har vi direkte udgang til legepladsen via vores terrasser, hvor vi kan lade inde og ude mødes. Alle stuerne kan forbindes til hinanden og ofte åbner vi, så vi kan arbejde på tværs af stuerne. Vi er så heldige at have en særlig stor og skøn legeplads med sandkasse, græs og kuperet terræn, der er perfekt motorisk udfordrende for små børnefødder. Vi har gamle træer og en sansehave med krydderurter og bærbuske og små træstubbe, man kan vende og måske finde biller og regnorme under.

Også i børnehaven er der udgang fra hver stue til legepladsen. Vores hus er placeret midt på grunden og er omgivet af legepladsen. Det giver nogle skønne muligheder for at lege, løbe, cykle og bevæge sig hele vejen rundt om huset. Af og til afgrænser vi legepladsen ved at lukke låger, der så markerer forskellige zoner til forskellige aktiviteter. Vores legeplads er grøn og hyggelig med gamle træer, en pavillon, der tilbyder inderum i uderummet og en bålhytte, hvor vi sammen laver mad, bager snobrød eller tilbereder te over bål. 

Årshjul og temaer

Vi arbejder med årshjul og planlagte temaer, som er tilpasset børnegruppen og som sikrer, at vi i løbet af året når omkring alle læreplanstemaer. I vuggestuen har vi typisk tre temaer hen over et år, i børnehaven lidt flere. Vores læringsmiljøer understøtter og afspejler temaerne og forandrer sig derfor løbende. 

Legen

Legen er helt grundlæggende for børns sociale og personlige læring og udvikling. Leg fremmer fantasi, virkelyst, sprog, nysgerrighed, sociale kompetencer, selvværd og identitet. Legen har værdi i sig selv og er en gennemgående del af hverdagen i Enghusene. 

Både i vuggestuen og børnehaven arbejder vi med at etablere gode lærings- og legemiljøer, der kan fungere inde såvel som ude. Vi tager fx gerne indendørs legetøj med ud og skaber legemiljøer udenfor på tæpper eller ved borde. Det giver børnene mulighed for at kunne fordybe sig i forskellige aktiviteter, stillesiddende såvel som aktive.

Sprog og motorik

Fælles for både vuggestue og børnehave er vores fokus på sprog og motorik. Vi tænker bevægelse ind i dagligdagens aktiviteter, i læringsmiljøerne og i hverdagens rutiner. Det samme gælder sproget. Vi har fokus på sprog hele dagen.

I vuggestuen kan det være ved morgensamling, når vi synger og har rim og remser eller når vi arbejder med temaer, fx være om bondegårdsdyr, hvor vi tager udgangspunkt i børnenes alder og sproglige udvikling. Hos de mindste hvor sproget stadig er meget nonverbalt, kan vi fokusere på lyde, mimik og fagter og dyrenes lyde. Hos de mellemste kan vi tale om dyrenes navne: gris, hest, får. Og hos de ældste kan vi begynde at se på forskellene på dyrene: orne, so, hoppe, hingst, får og vædder osv.

Hos de større børnehavebørn er sproget også i fokus ved morgensamlingen, når vi sammen tjekker ind: Hvem er her i dag, hvordan er vejret, hvilken dag er det og hvad skal vi i dag? Her har børnene på tur ansvar for opråb. Og så indtænker vi sprogarbejdet i alle dagens aktiviteter: Når vi arbejder med temaer, når vi spiser sammen, når vi er på tur og når vi leger.