Vi har som institution og forældre et fælles ansvar for, at jeres barn lærer, trives og udvikler sig her i Enghusene. Derfor vægter vi vores samarbejde meget højt.
Ved indkøringen lærer vi hinanden godt at kende, og derefter er det vigtigt, at vi jævnligt taler sammen om både stort og småt. Vi udvikler nemlig en god tillid til hinanden ved at have en kontinuerlig dialog. Vi vil meget gerne orienteres, hvis der sker noget i familien, der kan have betydning for jeres barns trivsel. Ligesom vi reagerer, hvis vi ser, at noget behøver opmærksomhed.
Aula
Aula er vores primære kommunikationskanal: Alt hvad der vedrører dagligdagens gang, kommer ud her. Her kontakter I medarbejdere og leder, hvis I har en besked. Her melder I ferie og sygdom og hvornår I henter. Og her sender vi ugeplaner ud, giver praktiske informationer om fx lukkedage og sampasning, deler billeder fra hverdagen og sender invitationer til arrangementer ud.
Vi vil hellere have besked på AULA end via telefon, da vi nødig vil gå fra børnene og vores aktiviteter i løbet af dagen. Men har I brug for at tale med os, er det bedst i tidsrummet mellem 12-13.30 – og ellers kan I altid tage fat i os og aftale et møde.
Forældresamtaler og forældremøder
I løbet af den tid jeres barn går i vuggestue og børnehave, har vi flere faste samtaler.
I vuggestuen bliver I indenfor de første 5 mdr. inviteret til en samtale, hvor vi taler om jeres barns start og trivsel i vuggestuen. Vi holder også et møde omkring det tidspunkt, hvor jeres barn fylder to år, hvor vi igen taler om trivsel, og hvad vi arbejder med henimod børnehavestart.
Når jeres barn skifter fra vuggestue til børnehave har det pædagogiske personale en overgangssamtale, hvor vi taler om barnets rytme, og hvordan det trives bedst. I er som forældre meget velkomne til at deltage.
Endelig har vi en samtale i børnehaven i det efterår, hvor barnet skal starte i skole om foråret. Her taler vi om trivsel, udvikling og den kommende skolestart - og vi har tid til at aftale, hvis der er noget særligt, vi skal arbejde med.
Har I derudover brug for en samtale eller for at vende et spørgsmål, kan vi altid finde tid til det. Kom endelig og spørg!
Vores årlige forældremøde afholder vi i efteråret. Her er der blandt andet valg til forældrerådet.
SprogTrappen og sprogvurdering
I vores daglige arbejde arbejder med det sprogpædagogiske redskab SprogTrappen. Det er et redskab, som hjælper os i vores arbejde med at støtte hvert barns sproglige udvikling og understøtte vores sprogarbejdet i hele børnegruppen og i læringsmiljøet.
Vi følger derudover Københavns Kommune anbefalinger for sprogvurdering af institutionens børn. Det betyder, at vi, hvis vi har en formodning om, at jeres barn kan have behov for sprogstimulering, sprogvurderer jeres barn, når det bliver 3 år gammelt.
Sprogvurderingen skal være med til at sikre, at alle børn tidligt får et godt og nuanceret sprog, så de har de sproglige kompetencer til at indgå i leg og læringsfællesskaber, og kan starte i skole med de nødvendige sproglige færdigheder.
Trivselsvurderinger
Ved hjælp af det pædagogiske værktøj TOPI (Tidlig opsporing og indsats) foretager vi trivselsvurderinger af alle børn. TOPI hjælper os som pædagogiske personale med systematisk at sikre, at børn i mistrivsel ikke overses. Hvis vi ser udfordringer hos et barn, indkalder vi altid barnets forældre til en samtale.
Forældreråd
I forældrerådet er du med til at diskutere og definere de værdier, som ligger til grund for den pædagogik, der præger aktiviteterne og hverdagen i Enghusene. Du har dermed mulighed for at præge institutionen på mange niveauer. Du kommer tæt på enhedens dagligdag og lærer medarbejderne og de andre forældre at kende.
Forældrerådet er sammensat af forældrerepræsentanter, medarbejderrepræsentanter og den pædagogiske leder. Valg til forældrerådet sker på forældremødet i efteråret. Er du interesseret i at deltage i forældrerådsarbejdet, kan du kontakte vores pædagogiske leder.
Forældrerådet holder møder fire gange om året.
Forældrebestyrelse
I Københavns Kommune er alle dagtilbud organiseret i klynger, og hver klynge har en forældrebestyrelse. Forældrebestyrelsen fastsætter principper for klyngens arbejde og for samarbejdet mellem institutionen og hjemmet. Forældrebestyrelsen består af forældrerepræsentanter fra alle enheder i klyngen, personalerepræsentanter og klyngelederen.
Forældrerepræsentanten bliver valgt blandt medlemmerne i institutionens forældreråd. Forældrebestyrelsen holder møder seks gange om året.
Læs mere om forældreindflydelse på Københavns Kommunes hjemmeside.