Har jeres barn fået plads i Enghusene, sender vi jer et velkomstbrev med information om alt det, der er vigtigt at vide i den første tid i Enghusene. I skal derefter kontakte os for at aftale nærmere om jeres barns start hos os.
Start i vuggestuen
At starte i vuggestue er en kolossal forandring for et lille barn. Det skal vænne sig til andre voksne end mor og far. Det skal være i nye omgivelser, hvor der er andre lyde, lugte og rutiner.
Derfor vil vi gerne de første dage bruge tiden på at tale sammen, lære jer og jeres barn at kende og få en masse viden om jeres barns vaner. Derefter er det vigtigt, at vi hver dag taler kort sammen om, hvordan jeres barn har haft det hjemme, ligesom vi fortæller, hvordan dagen er gået hos os.
Det er ønskeligt, at I har 1-2 uger til jeres barns opstart i institutionsverdenen. Men vi aftaler indkøringen i samarbejde med jer. Normalt er det sådan, at barnet de første dage kommer på besøg sammen med en forælder, hvor I er sammen med en voksen og et par andre børn fra stuen. De næste par dage prøver jeres barn at være her alene i kort tid. I siger ”på gensyn” og vi begynder hernede gennem leg og nærvær at skabe tilknytning. De første gange barnet er her alene, er det måske en halv til en hel time, derefter bygger vi langsomt på. Efter cirka 14 dage er vores erfaring, at barnet er klar til at have en almindelig vuggestuedag.
Start i børnehaven
Når vuggestuebørnene skal til at starte i børnehaven, planlægger vi faste besøgsdage for de kommende børnehavebørn. Vi er opmærksomme på at lade børnene rykke op som gruppe, og det er så den gruppe, der sammen med en voksen fra vuggestuen besøger børnehaven. Under besøget bruger vi tiden på at lege og lære hinanden at kende. Og ved de to sidste besøg prøver vuggestuebørnene at spise frokost uden den voksne fra vuggestuen, inden de bliver fulgt tilbage til middagsluren.
Det kan dog ikke erstatte, at I også som forældre skal planlægge starten i børnehaven. I aftaler nemlig opstart og eventuelt besøg med den stue, jeres barn skal starte på. Opstarten for børnene kan se forskellig ud: nogle føler sig sikre med det samme og andre har brug for længere tid til at føle sig trygge. For alle børn gælder det, at det er en god ide, at I på forhånd har planlagt, at jeres barn kan have lidt kortere dage i børnehaven lige omkring skiftet. Der er nemlig mange nye indtryk og meget der skal læres.
Inden barnets start i børnehave har vi et overleveringsmøde børnehave og vuggestue imellem, så vi får viden om børnenes rytme, og hvordan de trives bedst. I er som forældre meget velkomne til at deltage.
Kontakt i hverdagen
Det er vigtigt, at der er tæt kontakt mellem jer og os: Vi vil meget gerne tale med jer!
I dagligdagen bruger vi AULA til beskeder og meddelelser. Hvis I mere akut har brug for at tale med os, kan I ringe herned, men gør det da helst i tidsrummet 12-13.30 - eller tage fat i os, så aftaler vi et møde.
Vi glæder os til at byde jer velkommen og til at lære jer og jeres barn at kende!
Glimt fra hverdagen
Er I nysgerrige efter at vide mere om at være barn i Enghusene, kan I se en video om os her.